Sjov og læring
– for børn og voksne – sammen
Om sommeren gælder det om at være sammen. I modsætning til hverdagen, hvor man er spredt for alle vinde, skal ferietiden byde på samvær, så man har gode fælles oplevelser at tale sammen om. Gode fælles minder! Det kan vi byde på i Randers. Her er ingen stress og jag. I Randers er der plads og tid.
Water og Wellness Randers
Water og Wellness Randers er fantastiske rammer for en dag, hvor man har det sjovt i vandlandet og kan slappe af i wellness afdelingen for voksne.
I det subtropiske badeland finder du morskabsbassinet med modstrømskanal, to rutsjebaner, baby-/børnebassin (32 gr) og et varmtvandsbassin (34 gr.).
Fra morskabsbassinet har du mulighed for at svømme ud under broen til udendørsbassinet. Her finder du massagebrikse og vandsprøjt. Vandet i morskabsbassinet er 29 grader både inde og ude.
Wellnessområdet. Med en billet til wellnessafdelingen kan du frit benytte dampbad med saltpeeling, varmtvandsbassin (34 gr) med massagebrikse, fodbade, frem forskellige tempererede saunaer, opleve saunagus og benytte Danmarks største saunahave med koldvandsbassin. Derudover adgang til både 50 m. bassin og badeland.
Randers Regnskov
Randers Regnskov – hvor det meste af verden ligger for dine fødder, Sydamerika, Asien og Afrika.
Du behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at opleve et sands jungleeventyr. I det øjeblik du træder ind i Randers Regnskov, ledes tankerne hen til en eventyrlig verden med brusende vandfald, sagnomspundne tempelruiner fra en svunden tid og vilde dyr. Og dyrene? Dem kommer du tæt på – helt tæt på. Og der er 200 dyrearter at holde øje med Ligesom når man går ude i naturen. Man skal også holde øje med nye dyreunger, nye arter, aktiviteter, begivenheder, fodringer, dyrefremvisninger og meget mere. Du kan altid spørge dyrepasserne, der gladelig viser til rette og svarer på dine spørgsmål.
I 2023 indvies Istiden som en del af den udendørs oplevelse TIDSREJSEN, der bringer os på en rejse tilbage i tiden og møder nogle af de dyr, planer og folkeslag, der engang levede her på egnen, men ikke gør det længere. Alt sammen med legen i fokus.
Kyst og fjordcenteret
Hos Kyst og Fjordcentret er der fokus på familieoplevelser i det enestående naturområde ved Rander Fjord.
Her er masser af sjove aktiviteter for hele den aktive familie, der skal gøre alle kloge på naturen. Man kan komme på vandet i kano, i vandet i waders eller snorkle. Man kan lære gamle håndværk eller lave et krabbevæddeløb. Eller tilberede pandekager, fisk og rejer over bål. Der er højt til himlen.