De historiske rødder

Egnen blev besøgt allerede i den sidste mellemistid af en lille gruppe omvandrende
jægere, der kendes fra nogle dådyrknogler, som blev fundet ved landsbyen Hollerup
nær Langå. Navnet Randers kommer af Randaros, der betyder en bakkekam ved en å.
Her var betingelserne til stede for at færdes over et vadested, som senere blev til en
bro. Her opstod tidligt en handelsplads, hvor et spor af hærvejen kunne krydse den
store flod. Runesten fra vikingetiden vidner om vejene fra Nord og Syd. Det gamle
sagn om pigen Else fra Gudenåens udspring, der blev bortført af halvguden Guddar,
fortæller os om Gudenåens store betydning og forklarer navnet på Gudenåen.

Vikingetid

Vikingetiden satte også sine spor. Mest markant er sporene af landsbybebyggelser
nord for byen og ved Kjølvejen i Hornbæk og fundet af et vikingesværd i Gudenåen.
Et vigtigt fund fra en af de første kristne trækirker i denne periode er Hørningplanken.
Knud den Hellige kendes fra byens ældste historiske kilder, idet en mønt med hans
navn er slået her i 1086, ligesom den islandske Knytlingesaga omtaler det møde i
Randers, hvor det planlægges at dræbe ham, som det senere skete i Odense St. Albani
kirke.

Middelalderen

Middelalderbyen var præget af tre store klosteranlæg: Benediktiner nonneklosteret
Vor Frue ved den nordlige udkant, Franciskanernes Gråbrødrekloster i byens østlige
udkant, samt Helligåndsordenens kloster ved klosterkirken Sct. Mortens Kirke mod
vest. Disse institutioner var store jordejere både i byen og i landområderne. Fra disse
klostre gik der forbindelsestråde ud til hele Europa, især til paven i Rom. På landet
opstod Essenbæk kloster mod øst og Glenstrup kloster mod nord. Langs Gudenåen
kendes flere klostre.
I 1302 fik Randers købstadprivilegier udstedt af Erik Menved. Disse privilegier gav
købmændene gode muligheder for at handle rundt om i landet, således fik denne
befolkningsgruppe større økonomisk og politisk magt i Randers. Før dette blev helt
fuldbyrdet, skal der omtales nogle afgørende begivenheder i byens historie. I 1340
den 1. april om natten drog væbneren Niels Ebbesen med en flok af sine mænd
ind i byen og dræbte den kullede greve Gert af Holsten. Denne begivenhed fik stor
betydning. På længere sigt fik kongen Valdemar Atterdag samlet landet igen, og for
eftertiden kom Niels Ebbesen til at stå som et af de mest markante symboler på den
danske nationalitet.

Reformationen

Ved reformationen 1536 skete der store ændringer i Randers. Kong Christian d. III
overtog kontrollen med klostrenes jordejendomme, og som tak til Randersborgerne
for hjælpen med at slå Skipper Klements bondehær tilbage, befæstede han byen med
både voldgrav og mure. Gråbrødreklosteret blev ombygget til Dronningborg Slot, som kongens
lensmand skulle bo på.

Handelsliv i 1600-tallet

Handlen blomstrede og i 1600-tallet sætter de store købmænd dagsordenen både
i by og på land. Fede stude opfostres på engarealerne ved fjord og å, købmændene
låner penge til kongemagten og tjener gode renter hjem. Udviklingen bremses dog af
svenske og tyske besættelsestropper, der brandbeskatter byen, men alligevel oplever
Randers en stor velstand, som ses på de velbevarede bindingsværksgårde fra denne
tid.

Velstand i 1700-tallet

På Djurslands bedste jorder samlede adelen storgodser. På Rosenholm sad slægten
Rosenkrantz, der havde magt i rigsrådet, Brokslægten og senere Skeelerne samlede
gods omkring Gl. Estrup, ligesom Clausholm blev en stor herregård. Mod nord og vest
findes Skeelernes og Plessens Fussingø og vest for Langå herregården Ulstrup.
Sidst i 1700-tallet oplevede Randers en god vækstperiode. Den navnkundige
borgmester Carøe tog initiativ til at få sejlrenden oprenset, betydelige rederifirmaer
så dagens lys og besejlede verdenshavene. Dragonregimentet ankom til byen.
Rådhuset, Sct. Mortens Kirkes tårn og den smukke amtmandsbolig Middelgade 2
blev de synlige tegn på velstandsperioden.